Kongeå Egnens Garderforening

Historie

Forsvarets historie

fra forsvaret.dk

Det danske forsvars formål er at forebygge konflikter og krig, at hævde Danmarks suverænitet, at sikre landets fortsatte eksistens og integritet samt at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.

Sådan har man ikke altid kunnet beskrive formålet med landets væbnede styrker. For blot få hundrede år siden var Danmark en stormagt, hvor landets væbnede styrker – dengang hæren og flåden – havde til formål at bidrage til (og udbygge) landets status som en indflydelsesrig europæisk nation, ja i en periode også som kolonimagt.

Enevældens indførelse
Dengang var det landets monark, der egenmægtigt besluttede anvendelsen af de væbnede styrker. Fra enevældens indførelse i 1660 og de følgende ca. 200 år havde kongen hjælpere (primært aldelsmænd i roller som f.eks. ministre og generaler), men ofte var det kongen selv, der fastsatte størrelsen og bevæbningen af landets krigsmagt. Og kongen førte selv styrkerne under kamp! -Men det var også kongen, der betalte, så nutidens indenrigspolitiske stridigheder om forsvarsbudgettets størrelse var dengang et ukendt fænomen.

Da de danske militære styrker ofte skulle indsættes i geografisk adskilte områder, skete det af og til, at en general fik ansvaret for en militær operation. Denne delegering af ansvaret udviklede sig, så den ikke udelukkende gjaldt hærenheder, der blev indsat i udlandet, men også hærenheder i landsdele inden for det dengang store kongeriges geografiske område. I perioden under napoleonskrigene blev denne tendens udviklet, idet hærføreren af praktiske årsager måtte afstå fra selv at overskue hele slagmarken fra en enkelt position. – Men det var stadig kongen, der traf de væsentlige beslutninger. Krigen på Sjælland i 1807 er et eksempel på denne form for ledelse.

Efter 1808 fortsatte udviklingen i forsvarsmagtens opgavedeling, og i 1815 opdeltes forsvaret af Danmark i fire generalkommandoer med kongen som øverste myndighed: Sjælland og omliggende øer, Fyn og Langeland, Nørre Jylland samt hertugdømmerne Schleswig og Holstein. Denne inddeling blev i de følgende år ændret og tilpasset den sikkerhedspolitiske situation.

Marsk i spidsen
I 1200-tallet var det kongens hærfører, marsken, der som den første fik et egentligt tilsyn med hær og hærvæsen lagt ind under sit embede. Kongen var dog stadig øverste krigsherre, og det var således ham, der suverænt bestemte, om der overhovedet skulle udnævnes en marsk. Embedet var derfor ofte ubesat.

I 1536 blev det under Christian III bestemt, at kongen havde pligt til at udnævne en tilsynsførende for hærvæsenet, men med enevældens indførelse i 1660 blev ordningen afskaffet.

Krigskollegiet
Enevælden betød dog ikke, at kongen personligt tog sig af al administration af hæren. Allerede i 1660 oprettede Frederik III et krigskollegium, der i såvel krigs- som fredstid skulle varetage både de praktiske og de administrative sider af hærens arbejde. Et tilsvarende råd var for søværnets vedkommende oprettet allerede i 1655 under navnet Admiralitetet.

Navneskift
Admiralitetet beholdt sit navn under enevoldskongerne, mens Krigskollegiet skiftede navn et par gange til først Krigskancelliet (1679) og siden Generalitets- og Kommisariatskollegiet. Det var dog først med enevældens afskaffelse, at administrationsformen ændredes radikalt.

Danmarks første marineminister
Allerede dagen efter enevældens bortfald den 21. marts 1848 udnævnte Frederik VII A.F. Tscherning til landets første krigsminister, og den 6. april fulgte så udnævnelsen af C.C. Zarthmann til Danmarks første marineminister.

Krigsministeriet afløste Generalitets- og Kommisariatskollegiet den 25. marts 1848, mens Marineministeriet afløste Admiralitetet den 21. april 1848.

Ny administrationsform
Med denne navneændring ændredes også administrationsformen, således at det nu var ministrene, der med faglig hjælp fra deres embedsmænd fik ansvaret for de væbnede styrker. Via de valgte repræsentanter fik folket dermed kontrol med de væbnede styrker.

I spidsen for begge ministerier stod en minister, der i begyndelsen altid var en fra de militære rækker og kom fra det værn, som ministeriet administrerede. Under ministeren var der en direktør – også af militær rang.

I 1905 henlagde man de to ministerier under en fælles forsvarsminister, der siden – med få undtagelser – har været en civil politiker. Der var fortsat to værnsministerier, og direktørposterne var fortsat besat med officerer fra hær og søværn.

Som et led i en nyordning af forsvaret efter den 2. verdenskrig blev Krigs- og Marineministerierne i 1950 sammenlagt. De militære direktørstillinger blev nedlagt og erstattet af en civil departementschef direkte under forsvarsministeren. Denne konstruktion er fortsat gældende i dag.